FORORD
Elisabeth Jerichau Baumann (EJB), Lisinka, blev født i Polen, lærte at male i Tyskland og fandt sit andet fædreland i Danmark. Hun malede i Europa, Egypten og i Lilleasien. EJB talte syv sprog og befandt sig lige godt på bonede og lerklinede gulve, i en togkupé eller på et skibsdæk, og i selskab med konger og almuen. Ud over at være en stor kunstmaler støttede hun sin talentfulde, men psykisk ustabile mand, billedhugger J.A. Jerichau, og fødte 9 børn. Hun kæmpede for kvindesagen, var journalist, forfatter og entertainer. Som udlænding havde hun det til tider svært i Danmark; i Europa var hun derimod feteret. Takket være Fritz Helmuths og Gitta Nørbys radioudsendelse, Birgit Poupliers bøger “Lisinka” og “Kunst, kamp og kærlighed”, Max Bendixens bog “Verdensdamen” samt glimrende udstillinger og kataloger er EJB igen aktuel.
Der findes dog ikke noget bogværk med en samlet fortegnelse og gengivelser af hendes livsværk. Det blev derfor mig, en polak, der også fandt sit andet fædreland i Danmark, en glæde at samle så mange billeder som muligt på tærskelen til 200 året for hendes fødsel. De er fundet på nettet, bl.a. fra Bruun Rasmussen og Lauritz auktioner, danske og udenlandske museer, slotte og herregårde eller i venners hjem. Det er lykkedes at finde flere hidtil ukendte eller formodet tabte billeder, med bidrag fra EJB´s beundrere kan der skabes et endnu mere komplet værk.
BIOGRAFI
Anna Maria Elisabeth Baumann (1819-1881) kom til verden i Warszawa, Polen i en velstående protestantisk familie. Hendes far Philip Adolph Baumann var fabrikant og formand for kirkens sogneråd. Faderens slægt stammede fra Harzen, hvor der den dag i dag er en underjordisk hule, “Baumannshöhle” (1). Moderen Johanne Frederikke Reyer stammede fra Gdansk. Elisabeth betegnede sig som polak og fik et polsk kaldenavn, “Lisinka”. Under studierne i Düsseldorf blev hun kaldt “den lille polak”. Den polske opstand mod de russiske undertrykkere i 1830-31 gjorde stort indtryk på den 11-årige Elisabeth. Hun måtte forlade Warszawa og rejse gennem landet fuld af flygtninge. Disse skræmmende indtryk fortolkede hun senere kunstnerisk i to malerier fra Düsseldorf i 1844: “En polsk bondefamilie på ruinerne af sit afbrændte hus” og “En polsk kvinde flygtende med sine børn fra sit ødelagte hus”. Hun var fra barndommen kunstnerisk anlagt, og forældrene så i hende en arvtager til Angelika Kaufmann, vist den dengang eneste kvindelige maler, som havde kunstnerisk succes. Som 19-årig forsøgte hun at komme ind på Berlins Malerskole, men blev afvist med ordene: “… De mangler aldeles talent”. Det var ikke let for kvinder at få en maleruddannelse. I København blev kvinder forment adgang på Kunstakademiet, “da de her kunne møde nøgne mandlige modeller” (2). Elisabeth opgav ikke og blev vel modtaget på det progressive Kunstakademi i Düsseldorf, hvor hun studerede privat i årene 1838-1844, og hun “vakte hurtigt opmærksomhed både ved sin skønhed og ved sin rige begavelse” (3). Direktøren for akademierne i Düsseldorf og München, den store tyske maler Peter von Cornelius, så på hendes polske billeder og udtalt sig levende og varmt: “I hele Düsseldorfskolen er der kun et mandfolk, og det er Elisabeth Baumann” (3,4). Senere i Danmark blev hun betegnet som “Düsseldorferen” (5,6). Betegnelsen var ikke altid venligt ment. Et vellykket salg af de to ovennævnte polske motiver, det ene til den engelske markis Henry Petty Landsdowne, gjorde det muligt for Baumann at rejse til Rom. Byen var den kunstneriske hovedstad i Europa og samlingssted for tidens skandinaviske kunstnere og hun mødte her den talentfulde danske billedhugger Jens Adolf Jerichau, der var elev af Thorvaldsen. De to blev gift på Kapitol i Rom i 1846. Jens Adolf Jerichau blev kort tid efter udnævnt til professor ved Kunstakademiet i København og i 1849 kom Elisabeth Jerichau Baumann (EJB) til sit nye fædreland, Danmark.
EJB, en indvandrer med tysk og polsk bagage, blev ikke mødt med velvilje. Danmark var præget af en nationalistisk stemning pga. af krigen mod Tyskland. For en udlænding var det et slidsomt projekt at blive anerkendt. Hendes usædvanlige sociale, sproglige og kunstneriske evner gjorde dog, at hun snart fik venner i kongehuset, aristokratiet, embedsværket og kunstnermiljøet. Hun blev livslang veninde med den kommende dronning af Danmark og “Europas svigermor”, Louise, og malede hende og hendes familie. Flere af de kronede hoveder i Europa og Orienten fulgte efter. I den danske vennekreds var Treschowfamilien og lensgreverne Raben og Lerche. EJB´s datter, Sophie, blev gift med hofjægermester Emil Holstein Rathlou, en af de rigeste mænd i Danmark. Det gik strygende med portrætbestillinger fra højtstående danske embedsmænd som minister Orla Lehmann, Danmarks kartograf J.P. Trap, arkitekt og hofbygmester Jørgen Hansen Koch og botaniker Nathanael Walich. Et tæt venskab med H.C. Andersen førte til, at han blev gudfader til hendes datter Agnete. H.C. Andersen noterede i sin dagbog (7), at juleaften 1867 dansede han med familien Jerichau om juletræet og fik en tegning af en valkyrie af Jens Adolf og af Elisabeth en lampeskærm, hvorpå hun havde tegnet Den lille Havfrue, Den uartige Dreng og Ole Lukøje. Hun var ven med skuespillerinde Johanne Louise Heiberg, forfatterinde Magdalene Thoresen, præstefrue Henriette Blændel, med N.F.S. Grundtvigs kone Marie Toft, komponist Niels W. Gade, malerne L. Frölich og P.C. Skovgaard, Th. Læssøe, J.Th. Lundbye, malerinde Caroline Emilie Mundt, nordmændene: historikeren Lorentz Dietrichsen, forfatteren Henrik Ibsen, violinisten Ole Bull og forfatterinde og kvindesagsforkæmperen Camilla Collet, for at nævnte nogle. Hendes sproglige begavelse – hun talte polsk, russisk, tysk, dansk, engelsk, italiensk, fransk og lidt arabisk og persisk – gjorde det muligt at have venner som brødrene Grimm og kvindesagsforkæmper, forfatterinde Fany Stahr Lewald og Klara Schumann i Tyskland samt Charles Dickens i England, og tillige at klare sig alene både i Europa og Orienten. Digteren H.V. Kaalund skrev i 1871 (8) i anledning af hendes sølvbryllup et digt: “Der var guld i det herlige hjerte, han vandt,/ der var ånd, der var sprudlende liv!/ Ja, velsignet hun være, den hustru, han fandt,/ hun, som fødtes ved Weichselens siv/ Hun har drukket af skønhedens rigeste væld,/ og med kaldet, hun ejer fra Gud,/ har hun glad som et barn af sin fyrige sjæl/ sendt en strålende billedhær ud”.
Elisabeth blev beskrevet som en “ægte, fri, frisk og storslagen kunstnernatur… og til hendes natur svarede hendes ydre, den brede, storslagne figur med det åbne, af liv strålende ansigt, hvis øjne lyste både af intelligens og hjertelag” (9). Hun kunne nøjes med at sove kun 4 timer i døgnet, og hun kunne sove hvor som helst. Intet under, at EJB også klarede moderskabet med 9 fødsler, og at 5 af de 7 børn, som overlevede spædbarnsalderen, fik både god opdragelse og uddannelse. Sophie blev del af den danske adel, Agnete blev maler og forfatter, Harald blev en lovende maler med brygger J.C. Jacobsen som mæcen, Holger blev også en skattet maler, og Thorald blev opfinder, pianist, organist og komponist.
Hendes flid afspejles i tre anekdoter: Efter at hendes mand blev professor ved kunstakademiet i København skulle EJB forlade det gamle atelier og flytte til det standsmæssige Charlottenborg. Men lige meget hvor ofte direktøren for Kunstakademiet, maler, professor Marstrand purrede – blev flytningen aldrig til noget. Så besluttede Marstrand at gå ned til fru Jerichau for personligt at tale med hende om flytningen. Han fandt hende stående på en trappestige foran et stort lærred, malende efter model med penslen i den højre hånd, mens hun havde hovedet indbundet i et stort tørklæde for tandpine, et diende barn ved brystet på venstre hånd og samtidigt i venstre hånd paletten og et stort stykke smørrebrød som hun spiste på. Da udbrød Marstrand: “Nej, nu ser jeg det med egne øjne; De har ikke tid til at flytte”. “En tysk rejsefælle fortalte, at da EJB for en stund måtte forlade sit atelier, forsynede hun døren med en papirlap, hvorpå stod: “Vorsichtig aufmachen! Es liegt ein Kind da”. “En dame i Rom beklagede sig til EJB: “Jeg mødte Dem i dag på gaden og hilste på Dem, men De så mig ikke. ”Nej, svarede fru Jerichau, “jeg havde ikke sovet i hele nat og var så træt i dag, da jeg gik ud, og derfor sov jeg hele vejen afvekslende med den ene øie, mendes jeg holdt det andet åbent” (10). Endnu i levende live blev hun en omvandrende myte (11).
Om hendes tekniske niveau siges, at “hun kunne klare et skitseret portræt på en formiddag, og et mindre kompositionsbillede kunne frembringes på to-tre dage, mens “…et dameportræt, fuld af forkortninger og kniplinger med skovbaggrund og i hel figur, legemsstørrelse… blev malet på kun ni dage” (12). Når tiden var begrænset kunne hun også male et flot portræt af sin svigerdatter på kun 8 timer.
EJB´s kunstneriske evner førte til udmærkelser både i Danmark og internationalt: I Danmark fik hun Thorvaldsen Medaljen i 1858 og blev medlem af Kunstakademiet i København i 1861. I 1867 fik hun i Berlin og Amsterdam guldmedalje. Hun var æresmedlem af Raphael-Bramante Akademiet i Italien og Kunstakademiet i Stockholm (13). I parisisk Salon i 1861 fik hun en udmærkelse og hendes malerier blev vist ved Verdensudstillingerne i Paris. The Times i London skriver “malerier af Elisabeth Jerichau Baumann holder trit med de bedste værker af gamle mestre”. Den føromtalte maler Marstrand udtalte engang: “Det er dog pokkers, så hun har kunnet male det øje! Når man bare kunde få fat på at gøre det sådan!” (14).
I Danmark blev EJB hvirvlet ind i en ren og skær kulturmagtkamp mellem to kunstnerfløje: “europæerne”, som hun repræsenterede og som hentede inspiration udefra, og “de nationale”, som blev støttet af kunstkritiker Laurits Høyen, der definerede kunsten som et politisk og nationalt anliggende. Høyen blev hendes modstander, siges der, efter at EJB engang meddelte ham, at hun ikke kunne tage imod ham, da hun var i færd med at arbejde med en model. Dette, mente EJB selv, tilgav Høyen hende aldrig (14). Efter velmente råd fra manden og vennerne, bl.a. H.C. Andersen, forsøgte hun dog at imødekomme “de nationale” med en række “danske” motiver. Med billedet “Moder Danmark” fra 1851, som forestiller en blond pige viklet ind i Dannebrog med et vikingsmykke på panden og et sværd i højre hånd, slår hun igennem til det brede danske publikum. Billedet blev kopieret overalt, også på kaffe- og chokoladedåser. Sønderjyske kvinder, efter indlemmelsen af deres landsdel i Tyskland i 1864, bar dette kontrafej på kjolen, når de besøgte København. Også et andet billede, “En såret dansk kriger” (i krigen mod Tyskland i 1864) fra 1865, blev en succes og indkøbt til Den Kongelige Malerisamling (nuværende Statens Museum for Kunst) efter EBJ’s egen anbefaling til kulturministeren. Men “de nationales” kritik ophørte ikke: “Hendes glæde ved at vække opsigt førte hende med årene til en bestandig videre jagt efter effekter …. og gjorde hendes pensel afskyelig brutal” (om EJB’s orientbilleder) (15). EJB kunne kun konstatere: “Jeg venter ingenting hjemmefra, …. jeg vil arbejde flittig, ydmyg, uafhængig af danske domme og fri og jeg vil måske engang i tiden få lejligheden til at takke den danske smålige ånd for, at den har modarbejdet mig, hvorved jeg er kommen til at stræbe efter det bedste…” (16).
I Europa var hun derimod feteret. Hun var en af de få vidt berejste danskere i denne periode. EJB var ikke ængstelig for at rejse alene: “Jeg har en ledsager: mine halvtreds år”. Ud over rejser til Italien, Tyskland, Rusland og Svejts foretog hun to rejser til Orienten 1869-70 og 1874-75. EBJ følte, at udlandet var hendes kunst venlig stemt, og rejserne gav hende den kunstneriske inspiration og fornyelse. Her kunne hun markedsføre sin kunst og sælge den og derved forsørge sin store familie. Grundet manglende indtægter fra hendes depressive mand skulle opdragsgiverne “sandeligt betale ordentligt” (17), og det gjorde de. På sin første orientalske rejse i 1869-70 tjente hun alene 28.000 kr (18), hvilket svarer til 12,5 kg guld! 20.000 kr var nok til at sikre uddannelsen af tre børn i tre år. I Kairo, for to billeder af børn af vicekongen, khediv Ismail, var honoraret 900 pund sterling (18), 7,2 kg guld, som hun egenhændigt måtte transportere. Napoleon III og hans hustru, kejserinde Eugenie, betalte for “Husandagt” 9.000 frank svarende til 2,9 kg guld. Hun vidste, hvordan hun skulle sætte sig i respekt. I Athen indlogerede hun sig på det dyreste hotel, men efter at hun fik sin ventede bestilling på et billede af den danskfødte kong Georg I og dronning Olga, flyttede hun for at spare penge på et lille hotel (16).
Familiemæssigt, manglede der ikke bekymringer og tragedier. Ægteskabet med J.A. Jerichau gik op og ned. Manden var utro, led af depressioner, tjente ikke nok til at forsørge familien, og kunne ikke forlige sig med, at hun rejste så meget ud i verden. Elisabeth mistede dog aldrig kærligheden til den store billedhugger. Til tider var hun dog fortvivlet, herom vidner et udsagn fra Rom 1876: “Der er næppe nogen huslig lykke for mig at vente, som jeg illusorisk har håbet på …. Jeg vil dog til Danmark, fordi det er mit hjem; det samme vil storkemor, der flyver tilbage til reden til trods at taget brænder. Ja, det brænder, det brænder! Der er intet nyt sket, kun det gamle, stedse ulmende, den nagende sorg, at Jerichau ikke vil leve et familieliv, og det troede jeg så sikkert på, da jeg forlod København” (19). Hendes døtre Marie og Louise blev erklæret som mentalt utilregnelige og måtte placeres i privat pleje eller på sindssygeanstalter. I 1877 mistede hun i Rom sin elskede, kun 27-årige, søn Harald, som svækket af sorg over sit tab af kone og børn blev et let offer for en tyfusepidemi.
EJB rakte ikke kun efter penslen, men også efter pennen. Hun var en dygtig journalist og forfatter og fik udgivet flere bøger om sin opvækst, sine børn og rejseliv. Sproget i bøgerne er billedligt og forståeligt også den dag i dag: “Det siges, at den fortørrede plante, som kommer fra de fjerne egene (hentydning til hendes afstamning), atter bliver grøn og frisk, når den sættes i vand. Ak, havde man et lignende middel for en gammel dame, så vare vi vist alle gerne med!” (20). Til hendes ikke gennemførte planer hørte en roman om en kvindelig nihilist og en biografi om hendes mand, som hun anså for at være et sandt geni, men også et knuget og dybt selvoptaget menneske (21). P. Weilbach i Dansk biografisk lexikon skriver: ” … når hun tager pennen i hånden … svinger hun sig hurtigt op til en førsterangforfatterinde ved sit billedrige, fantasifulde, så anskuelige skildrende sprog” (22). Intet under at hendes biograf, Nicolaj Bøgh, skrev: “Aldrig har jeg truffet så stor og flersidig en begavelse samlet i en person”.
EJB døde af lungebetændelse i 1881 og ligger begravet ved siden af sin mand på Solbjerg Parkkirkegård i København. “Hun var bort, borte fra misundelse og bagtalelse, borte fra kærlighed og beundring, den forunderlig store sælsomt sammensatte kvinde, et naturens mesterværk, som menneskene gjorde alt for at forkludre, uden at det dog lykkedes for dem” (23). “Hun fulgte ikke venindens Klara Schumanns råd om, at kun hellige sig malerkunsten. I stedet for valgte hun dobbeltrollen som kunstner og kone til en kunstner, som hun gav 9 børn. Hun måtte ustandselig sørge for bestillinger til sig selv, til manden og herefter til sine maler-børn. Hun valgte også at være hustru og moder. Det var årsagen til, at hun ikke skrev sig mere markant ind i kunsthistorien” (24). Posthumt blev mange af hendes værker gemt i museers magasiner, men hun er fra 1980`erne og frem ved at vende tilbage som en komet. De af de ”nationale” så kritiserede orientbilleder er nu med kunsthistorikeren Peter Nørgaard Larsens ord “enestående i dansk kunst” (25). Indtil videre er hun i Danmark sammen med sin mand hædret med et gadenavn i København og et i Aarhus: “Jerichausgade”.
Referencer
1. Dietrichson L., Svundne Tider, 1889, s. 269.
2. Monrad K, 1989, s. 83.
3. Andersen H.C., J.A. Jerichau og E. Jerichau i: Folkekalender for Danmark, 3. år. København, 1854, s. 80-91.
4. Dietrichson L., Svunde Tider, 1889, s.270.
5. Bøgh N., Elisabeth Jerichau Baumann: en karakteristik, s. 195-6.
6. Nørgaard Larsen P., i katalog fra udstilling Elisabeth Jerichau Baumann på Øregaard Museum og Fyns Kunstmuseum, 1997-1998, s.17.
7. Andersen H.C., Dagbog.
8. H.V. Kaalund, digt til sølvbryllupet af Jens Adolf Jerichau og Elisabeth Jerichau Baumann.
9. Dietrichson L., Svundne Tider, 1899, s. 269-70.
10. Dietrichson L., Svundne Tider, 1899, s. 271.
11. Vammen T.,Elisabeth Jerichau Baumann, Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
12. Bøgh N., Elisabeth Jerichau-Baumann: en karakteristik, 1886, s. 197.
13. Bøgh N., Elisabeth Jerichau-Baumann: en karakteristik, 1886, s. 217.
14. Bøgh N., Elisabet Jerichau-Baumann: en karakteristik, 1886, s. 202.
15. Hannover E. ”Europæerne” i Kunstens Historie i Danmark, redigeret af Karl Madsen, 1901-1907.
16. Bøgh N., Elisabeth Jerichau-Baumann: en karakteristik, 1886, s. 272-3.
17. Dietrichson L., Svundne Tider, 1899, s. 195.
18. Bøgh N., Elisabeth Jerichau-Baumann: en karakteristik, 1886, s. 216.
19. Bøgh N., Elisabeth Jerichau-Baumann: en karakteristik, 1886, s. 88.
20. Elisabeth Jerichau-Baumann. Brogede rejsebilleder, 1881.
21. Wammen T., Dansk kvindebiografisk leksikon.
22. Weibach P., Dansk biografisk leksikon.
23. Bøgh N., Elisabeth Jerichau-Baumann: en karakteristik, 1886, s.279
24. Anna Dutka. Polsk anmeldelse ved udgivelsen af ”Lisinka” i Polen.
25. Nørgaard Larsen Peter, citat af i “Orientalisten” (SMK) af Annette Rosenvold Hvidt.
Andre publikationer Inne publikacje
Elisabeth Jerichau Baumann: Ungdomserindringer, København 1874.
Elisabeth Jerichau Baumann: Til erindring om Harald Jerichau, København 1879.
Elisabeth Jerichau Baumann: Brogede Rejsebilleder, København 1881.
Jette Kjærboe “Du sjæl har i havfruens øjne lagt” En studie over et billede af Elisabeth Jerichau Baumann i: CRAS XXXV 1983, s. 53-63.
Marie-Louise Svane: “Moderkroppen tegner sig. Analyse af nogle af Elisabeth Jerichau-Baumanns tegninger, i Kultur og Klasse, 50, 1985.
Kunstnerslægten Jerichau. Katalog som særtryk af CRAS nr. 48, 1987.
Steen Johansen. Kunstnerslægten Jerichau. ISBN-13: 9788776912260.
Erik Mortensen: Kunstkritikkens og Kunstopfattelsens Historie i Danmark, bind 1 “Nationen til Gavn”. København 1990.
Reina Lewis: Gendering Orientalism. Race, Feminity and Representation. London 1996.
Birgit Pouplier: Lisinka, 1996.
Birgit Pouplier: Kunst, kamp og kærlighed, 2014.
Birgitte von Folsach: I Halvmånens Skær. Eksempler på skildringer af Den Nære Orient i dansk kunst og litteratur omkring 1800-1875. Katalog fra Davids Samling. København 1996.
Peter Nørgaard Larsen: “Fra nationalromantisk bondeliv til Orientens haremsmystik. Elisabeth Jerichau Bauman i dansk og europæisk 1800-tals kunst”, i udstillingskataloget til Elisabeth Jerichau Baumann, Øregaard Museum og Fyns Kunstmuseum 1997.
Peter Nørgaard Larsen: “A Staged History of Denmark”. Statens Museum for Kunst Journal vol 3 1999 s. 42-69.
Tinne Vammen: “Nærorientalske udflugter”, i Den jyske historiker nr. 79, december 1997.
Anna Rebecca Kledal: “Moder Danmark blandt haremskvinder”, i Kvinder, køn og forskning, Årg. 9 nr. 3, 2000, s 39-49.
Elisabeth Oxfeldt: Mellem orientalisme og feminisme. Bindestregskvinden Elisabeth Jerichau-Baumanns konstruktioner af nationaltyper i Brogede Rejsebilleder i SPRING nr. 22, 2004, s. 196-224.
Max Bendixen: Verdensdamen, 2011.
Anna Rebecca Kedal: Mellem orientalisme, romantik og modernitet. Elisabeth Jerichaus Baumanns rejser til Orienten i 1869-70 og 1874-75. 2013. CUID Institut for Kultur og Identitet. Roskilde Universitet.