En ægyptisk fellahkvinde med sit barn i Memphis, 1872, 99×129, o, s, SMK, købt i 2009.
“Maleriet af den ægyptiske landarbejder hører til de mest bemærkelsesværdige blandt Jerichau Baumanns orientalske motiver og har nogle af de samme kvaliteter som kendetegner fx det helt fremragende maleri En ægyptisk pottesælgerske ved Gizeh. Nøgenhed under det tynde silkestof, de eksotiske smykker, den rødmende aften himmel og de mørke farver giver en tilsvarende sanselighed, som stadig gør indtryk og bestemt ikke har virket mindre påtrængende i 1870’erne. Elisabeth Jerichau Baumann indtager i det hele taget en særstilling i dansk kunst i årene efter 1850. Med sin polsk-tyske baggrund havde hun en videre horisont end de fleste danske kunstnere, der primært stræbte efter at indkredse det danske særpræg. Hun udviste en åbenhed over for det fremmedartede og eksotiske, som var sjælden i Danmark på den tid, og hendes eneste egentlige sidestykke er H.C. Andersen. Kunstneres rejselyst førte hende til både Tyrkiet, Grækenland og Ægypten (1869-70 og 1874-75) og gav hende et rigt reservoir af orientalske motiver. Jerichau Baumanns orientalske motiver hører til hendes senere produktion, men ikke desto mindre udgør de en stor og på mange måder vigtig del af hendes omfangsrige og facetterede produktion. Og det er ikke for meget at sige, at hun sammen med Niels Simonsen og Martinus Rørby har leveret de absolut væsentligste danske bidrag til 1800-tallets europæiske orientalisme”(Peter Nørgaard Larsen,samlings- og forskningschef SMK).
I_ – 02 En ægyptisk fellahkvinde med sit barn
En ægyptisk fellahkvinde med sit barn i Memphis, 1872, 99×129, o, s, SMK, købt i 2009. “Maleriet af den ægyptiske landarbejder hører til de mest bemærkelsesværdige blandt Jerichau Baumanns orientalske motiver og har nogle af de samme kvaliteter som kendetegner fx det helt fremragende maleri En ægyptisk pottesælgerske ved Gizeh. Nøgenhed under det tynde silkestof, de eksotiske smykker, den rødmende aften himmel og de mørke farver giver en tilsvarende sanselighed, som stadig gør indtryk og bestemt ikke har virket mindre påtrængende i 1870’erne. Elisabeth Jerichau Baumann indtager i det hele taget en særstilling i dansk kunst i årene efter 1850. Med sin polsk-tyske baggrund havde hun en videre horisont end de fleste danske kunstnere, der primært stræbte efter at indkredse det danske særpræg. Hun udviste en åbenhed over for det fremmedartede og eksotiske, som var sjælden i Danmark på den tid, og hendes eneste egentlige sidestykke er H.C. Andersen. Kunstneres rejselyst førte hende til både Tyrkiet, Grækenland og Ægypten (1869-70 og 1874-75) og gav hende et rigt reservoir af orientalske motiver. Jerichau Baumanns orientalske motiver hører til hendes senere produktion, men ikke desto mindre udgør de en stor og på mange måder vigtig del af hendes omfangsrige og facetterede produktion. Og det er ikke for meget at sige, at hun sammen med Niels Simonsen og Martinus Rørby har leveret de absolut væsentligste danske bidrag til 1800-tallets europæiske orientalisme” (Peter Nørgaard Larsen,samlings- og forskningschef SMK).